Bosnienkrisen

Bosnienkrisen i 1908-1909, også kaldet Anneksionskrisen, kom til offentlighedens kendskab, da Bulgarien den 5. oktober 1908 erklærede sig uafhængigt fra det Osmanniske Rige, og da Østrig-Ungarn den 6. oktober meddelte, at det annekterede Bosnien-Hercegovina, som hidtil formelt havde hørt under det Osmanniske Rige, men været under reel østrig-ungarnsk kontrol. De store globale magter og de lokale interessenter; Det Russiske Kejserrige, det Osmanniske Rige, Storbritannien, Italien, Serbien, Montenegro, Det Tyske Kejserrige og Frankrig havde alle en mening om disse begivenheder. I april 1909 blev Berlintraktaten revideret således, at det nye status quo blev accepteret, hvorved krisen blev afsluttet. Krisen betød en varig forringelse af forholdet mellem Østrig-Ungarn på den ene side og Rusland og Serbien på den anden. Anneksionen og reaktionerne på anneksionen var bidragende årsager til udbruddet af 1. verdenskrig.


Developed by StudentB